top of page

Snickers Kage

ca. 1,9 kg Snickers

 

Chokoladebund:

  • 250 g god lys chokolade (eller blanding af 150 g hvid 27% chokolade og 100 g mørk 57,8% chokolade)

  • ½ dl jordnøddesmør

Nougatlag:

  • 50 g smør (opskriften angiver usaltet, men det går fint med saltet)

  • 2½ dl sukker

  • ½ dl "evaporated" mælk (hvis ikke du kan finde det i et supermarked, så prøv en etnisk butik)

  • 2½ dl Marshmallow Fluff (Haribo)

  • ½ dl jordnøddesmør

  • 2½ dl saltede jordnødder, grofthakkede

1 tsk vaniljeekstrakt

Karamellag:

  • 400 g flødekarameller (uden chokolade og andre "fyld"ting - jeg brugte de "reneste" jeg kunne finde i Lidl, Kleine Kuh Sahne Toffee, som samtidig også var nogen af de billigste. Jeg erstattede dog ca. 75 g med mine hjemmelavede karameller med lakrids, chili og hindbær, da var begyndt at klistre så meget sammen at jeg ikke kunne skille dem ad)

  • ½ dl piskefløde

 

Chokoladetop:

  • 250 g god lys chokolade (eller igen blanding af 150 g hvid 27% chokolade og 100 g mørk 57,8% chokolade)

  • ½ dl jordnøddesmør
     

 

Chokoladebund:

Smelt chokolade og jordnøddesmør ved lav varme i en tykbundet kasserolle, eller i mikroovn i intervaller af ca. 30 sekunder. Rør godt rundt og lad kun chokoladen lige smelte, så den ikke bliver for varm.
Hæld chokoladen i en bagepapirsbeklædt form - jeg brugte en firkantet metalform på ca. 20x26 cm beklædt med et stykke genbrugsbage"papir", som jeg holdt på plads med tøjklemmer. Brug af bagepapir gør det lettere at løfte det hele ud af formen, når den er færdig. (Måske vil en lidt større form være bedre, da stykkerne så bliver knap så tykke og lidt mere håndterbare - og knap så umulige at komme igennem når man spiser).
Lad chokoladen stivne helt, gerne på køl.

 


Nougatlag:

Smør smeltes i en gryde ved medium varme (her brugte jeg 6 ud af 9). Når smørret er smeltet, tilsættes sukker og evaporated mælk, og blandingen bringes i kog under omrøring og varmes igennem til sukkeret er smeltet, i ca. 5 minutter. Tilsæt Fluff, jordnøddesmør og vanilje, og rør rundt til Fluff og jordnøddesmør er smeltet og blandingen er jævn. Tag gryden af varmen og bland de hakkede jordnødder i.
Hæld blandingen over den afkølede chokoladebund, og lad nougaten stivne helt, gerne på køl.
(Jeg glemte at blande jordnødderne i inden jeg hældte nougaten i formen, så jeg hældte bare jordnødder oven på nougat og pressede dem lidt ned - derfor kan man se på billederne at nødderne ikke er blandet helt sammen med nougaten). 


Karamellag:

Hæld karameller og fløde i en gryde og lad blandingen smelte ved lav-medium varme - rør rundt til blandingen er helt jævn (kan godt tage lidt tid afhængig af hvilke karameller man bruger, og hvor meget varme de skal have for at smelte).
Hæld blandingen over den afkølede nougat, og lad karamellen stivne helt, gerne på køl.


 

Chokoladetop:

Smelt chokolade og jordnøddesmør ved lav varme i en tykbundet kasserolle, eller i mikroovn i intervaller af ca. 30 sekunder. Rør godt rundt og lad kun chokoladen lige smelte, så den ikke bliver for varm.
Hæld chokoladen over den afkølede karamel, og lad chokoladen stivne helt i køleskab, i mindst en time.


 

Når Snickers'en er helt afkølet og fast, kan den løftes op af fadet vha. bagepapiret, og skæres i den ønskede størrelse stykker (trim evt. kanterne først, da de ikke bliver så pæne - du smider dem selvfølgelig ikke ud, men spiser dem selv imens du skærer resten ud til servering).
Den bliver ret hurtigt blød og "gooey" ved stuetemperatur, så opbevar den i køleskab og spis den gerne direkte derfra - medmindre du godt kan lide noget der hænger meget i tænderne.


 

 

 

© Copyright 2023 Sjove Desserter. All rights reserved.

  • Facebook Classic
  • Twitter Classic
  • Google Classic
  • Instagram Social Icon
  • YouTube Social  Icon
bottom of page